Flot regnskab fra Nordens største nonfood-købmand

Omsætningen hos Nordens største nonfood-engrosvirksomhed, Schou Company, er vokset under coronakrisen. Men årsregnskabet, der blev offentliggjort onsdag, viser samtidig, at en anden ekstraordinær begivenhed er skyld i et mindre overskud end året før.

 

Man siger, at en ulykke sjældent kommer alene. Og selvom den talemåde kunne være en passende overskrift på årsregnskabet fra Schou Company A/S, har Nordens største engrosvirksomhed inden for nonfood leveret et flot resultat. En stor brand på havnen i Bremen i april sidste år har ganske vist kostet virksomheden dyrt, men en anden ulykke, coronakrisen, har trods sine udfordringer, påvirket regnskabet positivt.

 

Corona har øget efterspørgslen

Schou Company, der importerer, sælger og distribuerer havemøbler, køkkenudstyr og gør-det-selv-produkter til hus og have, omsatte i 2020 for lige knapt 1,7 mia. kr. mod 1,5 mia. året før. Så selvom coronakrisens restriktioner og nedlukninger har været udfordrende for driften, har virksomheden med hovedsæde i Kolding formået at øge omsætningen betragteligt.

 

Det har CEO i Schou Company, Gotfred Christiansen, en mulig forklaring på:

 

”Mange har været helt eller delvist hjemsendte gennem det seneste års tid. Det har betydet en markant stigning i gør-det-selv-aktiviteterne, og det er med til at øge efterspørgslen på mange af vores produkter. Til gengæld har mange af de butikker, der forhandler vores produkter, været lukket i perioder, hvilket selvfølgelig er med til at trække i den anden retning,” vurderer han.

 

Udover øget efterspørgsel på grund af stigende aktivitet i haver og husholdninger fremhæver Gotfred Christiansen også de seneste års investeringer i organisationen hos Schou Company som årsag til den øgede omsætning.

 

Flot resultat trods storbrand

Til trods for en omsætningsfremgang på næsten 200 mio. kr. må direktøren dog notere et fald i driftsresultatet fra 45 mio. kr. i 2019 til 30 mio. i 2020. Det skyldes primært én afgørende begivenhed.

 

”Vores årsregnskab er stærkt påvirket af en brand på havnen i Bremen den 28. april sidste år. Her udbrændte et stort areal med lagerhaller, der blandt andet husede vores logistikpartner. Vi mistede et varelager til en værdi af cirka 10 mio. euro, og det er endnu ikke afgjort, hvem der havde ansvaret og dermed forsikringspligten på varerne,” fortæller Gotfred Christiansen.

 

Den afgørelse kan sagtens trække ud, og placeringen af ansvaret skal formentlig ske ved en domstol. Derfor har Schou Company indregnet et tab svarende til varelagerets værdi i det ellers flotte regnskab for 2020.

 

”Det ærgrer os selvfølgelig enormt, for havde det ikke været for den brand, havde regnskabet jo set entydigt flot ud,” konstaterer direktøren.

 

Derfor konkluderer den samlede ledelse hos Schou Company også i årsregnskabet, at der er tale om et tilfredsstillende resultat.